Sovjet drænede mor

Jeg ved ikke, om udtrykket »at få noget ind med modermælken« findes i Letland, men det er præcis, hvad Nora Ikstenas Modermælk kredser om: hvad der kan trænge ind i organismen, og hvad der kan gives videre. Derfor kan det lyde lovlig stavepladeagtigt, at bogens hovedkarakterer er en mor og en datter, som moren har nægtet at amme.

Men manøvren virker alligevel, fordi Modermælk indledningsvis tager sig ud som den efterhånden velkendte historie om et betændt mor-datter-forhold. I 1970ernes Letland undgår en mor sin datter og overlader opdragelsen af barnet til sin mor og stedfar, så hun selv kan fordybe sig i sin fertilitetsforskning. Hun er hjemmets sorte får, ryger ensomme cigaretter på sit værelse og tager bedøvende piller i gavmilde mængder. Man tror, man skal læse en bitter historie om ulykkelig forsømmelse, og takket være bogens tostemmighed – mor og datter deler kapitlerne mellem sig – forledes vi til at tro, at morens adfærd udelukkende handler om psykisk ustabilitet, fordi vi som regel først får datterens udlægning.