Familiealbum. Hans Kirks efterkommere fortæller fiskeriets historie med udgangspunkt i egen slægt, og hvis man ellers kan udholde bogens kejtede anekdoter og sympatien for småsnyderi, giver den glimrende indtryk af danske fiskeres selvforståelse.
Søulke og slipsedyr
Jeg var til stede i retten i Holstebro af ren nysgerrighed. Det seneste år har jeg skrevet om fusk i fiskeret og om storfiskeren Henning Kjeldsen, som politiet anklager for at have svindlet for en lille kvart milliard via stråmænd og ulovlige fiskekvoteopkøb. Men jeg havde aldrig mødt ham, for han gider ikke journalister. I forrige uge havde jeg så chancen, om ikke andet for at se ham, til det første af 25 retsmøder. Han sad på bagerste række iført en Boss-træningstrøje og et engangsmundbind ved siden af sine ni anklagede medsammensvorne: sin kone, papsøn, advokat, revisor og en håndfuld kolleger, heriblandt en fisker med kun ét øre.
Hvad jeg lærte om Kjeldsen den dag, var omtrent det samme, som man kan lære om danske fiskeres selvforståelse i De sidste fiskere. Nemlig at mange føler sig kørt over af magten og medierne. De synes, at lovene er dumme, og at politikerne er dumme.
Del: