Blandingsforhold. Første bind af fransk-marokkaneren Leïla Slimanis slægtstrilogi beskriver vanskelighederne ved at forlade det velkendte og blive en anden, men romanens gammeldags fortælleform svækker bedriften.

Smagen af appeltron

Leïla Slimanis to første romaner Adèle (2014) og Vuggesang (2016) var portrætter af succesfulde karrierekvinder i Paris, hvis middelklassemagelighed blev afsporet af henholdsvis sexafhængighed og et makabert barnepigemord. Både Adèle og Maryam havde ligesom forfatteren rødder i Nordafrika, men den multikulturelle dimension forblev uudforsket – selvom man i især debutromanen fornemmede, at den dobbelte identitet var en medvirkende årsag til hovedpersonens ubehag.

Denne udeladelse kompenseres der for i forfatterens stort anlagte slægtstrilogi, som efter planen skal følge tre generationer af fransk-marokkanske kvinder fra 1946 og frem til 2016. Første bind er inspireret af Slimanis mormor fra Alsace, som i slutningen af Anden Verdenskrig forelskede sig i en marokkansk muslim, der havde kæmpet for den franske kolonihær og tilbragt tid i tysk krigsfangeskab.

kats
(f. 1988) er kulturredaktør på Weekendavisen. Uddannet i antropologi fra Københavns Universitet og Columbia University, New York. Startede med at skrive for Atlas Magasin, og har siden 2015 gjort det på Weekendavisen, hvor hun også har redigeret sektionen Bøger. Har tidligere boet i Jerusalem, og undersøger i dag gennem kultur som prisme, hvem vi var, og hvem vi er ved at blive.

Andre læser også