Velkommen til Godt ord igen: Stedet, hvor Weekendavisens skribenter hver uge undersøger et ord, der begejstrer dem, forbløffer dem og vækker deres nysgerrighed.

For nogle år siden undersøgte en flok tyske forskere hjerneaktiviteten hos forsøgspersoner, der blev belønnet for at løse en opgave. De blev testet i par, men ikke belønnet ens for deres anstrengelser. Selvom de begge løste opgaven korrekt, fik den ene dobbelt så meget som den anden, og forskerne påviste, hvordan de forsøgspersoner, der blev lønnet bedst, blev endnu gladere, når de opdagede, at sidemanden kun fik det halve ud af sine anstrengelser.