Der er familier, man synes at kende bedre end sin egen, fordi de tilhører yndlingsforfattere, som ikke kan lade være igen og igen at levendegøre de samlede konflikter og traumer i stadig nye versioner og formater.

Der er i hvert fald Hans Otto Jørgensens bedsteforældre, forældre, bror, søster, kusiner, nevøer, kærester og børn, der spøgte vitalt, men ikke uden videre gennemskueligt, med undtagelse af kortromanen Nåden, 1996, i de første mange bøger, og så blev skildret direkte, men fiktiviseret (for eksempel er søsteren pist forsvundet) i den såkaldte Ida og Axel-trilogi 2001/2002/2007, der begynder med forældrenes (af naturlige grunde af HOJ uoplevede) ungdom og slutter med brødrenes og morens nutid. Denne dygtigt bemestrede, Kritikerpris-belønnede fiktionsversion blev straks efter afløst af en manisk forbumlet, kronologi-frem-og-tilbage-sejlende autofiktionsversion i den unavngivne kvartet af romaner, der begyndte med Hestenes øjne (om barndom), 2008, og sluttede med Strange days indeed, 2012.