Siden teenageårene har jeg været begejstret for Hollywood-kærlighed og Hollywood-skuespillere, jo uopnåeligere, des bedre. Endnu lever en lille del af mig i et univers, hvor den filmstjerne, jeg interesserer mig for i øjeblikket, snildt kunne indse, at en dansk journalist i 30erne er meget mere interessant end de supermodeller, cocktailservitricer og menneskerettighedsadvokater, han normalt dater.

Ja, De kan sige, jeg er en drømmer, men jeg er bestemt ikke den eneste. I hvert fald ikke hvis man skal tro Amanda Lagonis At elske er ikke en følelse, en guide til bedre sex og kommunikation i parforholdet, der ofte lider under klienternes urealistiske forestillinger om, hvordan kærlighed bør se ud. De stiller høje krav til partneren: Vedkommende skal opfylde alle behov, vække samtlige store følelser og altid være lige så tiltrækkende som på forelskelsens toppunkt. Den går ikke, siger parterapeuten og sexologen, der i stedet agiterer for voksenkærlighed, hvor man ikke konstant vurderer og bedømmer sit forhold ud fra en umulig standard, men arbejder med det forhåndenværende. Hellere (af og til) være ulykkelig sammen med den anden end have det fint nok alene.