Så gik der tid med det

Bobs hovedperson, Bob, flytter til Vanløse med sin kæreste, romanens fraværende fortæller, som vist endda er hovedpersonen i Helle Helles forrige roman, de. Fortælleren er andetsteds, mens hovedpersonen driver omkring for sig selv, og den fortællestruktur lyder kompliceret, som et greb, men bogen er enkel at læse, mens vi følger Bob, der forsøger at være en del af et vakkelvornt vi. De er unge, grænsende til voksne, hun har travlt med studiet, han kæmper med at fylde dagene ud, der er lidt vagter på Sømandshotellet i Nyhavn, men især går han ture og mumler vejnavne hen for sig. Man kan spidsfindigt påpege, hvordan fortællerens fravær formelt spejler hendes fravær i relationen, at Bob er ladt alene, men det er næsten for enkelt. Og det er ikke så præcist heller, hun er en meget nærværende, opmærksom, nænsom fortæller, der på forunderlig vis har indblik i hele Bobs liv, som hun ikke selv ser.

»Vi havde talt om, at meget af det, vi talte om, handlede om mad. Men hvad kunne vi gøre, der skulle jo spises. Og vi lavede aftaler om ikke at nævne praktiske gøremål. Fordi alt blev trukket nedad, blev til afrimning, bustider, syltede asier. Gentagelser skulle undgås, tom begejstring. Scheisse og smadder. Bob ville tage sig til hovedet, sådan kunne man ikke leve. Men undlod. Han ville gøre hvad som helst. Ikke omtale karkluden, gå stum ned med skraldet.«