Lægeliv. 'The House of God' fik tidligt klassikerstatus med sin kritik af det amerikanske hospitalsvæsen, men det er skildringerne af kroppes forfald, der gør romanen slidstærk.
Roys hvide verden
Samuel Shem: The House of God. Oversat fra engelsk efter »The House of God« af Cindy Lynn Brown. 459 sider. 258 kr. Forlaget Spring.
Siden 2017 har Syddansk Universitet udbudt et obligatorisk kursus for deres medicinstuderende. Det drejer sig om faget »Narrativ medicin«, et seks uger langt forløb, hvor de medicinstuderende blandt andet undervises i at læse skønlitteratur. Forløbet har, som der står forklaret på universitetets hjemmeside, til formål at »modvirke en dokumenteret tendens til at medicinstuderende bliver mindre empatiske under deres uddannelse og i værste fald ender med at betragte patienten som en samling symptomer og diagnoser snarere end et menneske med en ofte kompliceret livshistorie«.
