Feriehistorie. Efter krigen blev Vesttyskland danskernes populære rejsemål. De ville se skove, floder, borge, romantiske småbyer, og for enden af Autobahn fandt de også kukure, moselvin, slik, schnitzler, elektronik og sporene fra Hitler.
Romantik mellem ruiner
Tyskland var årene efter Anden Verdenskrig præget af ruiner, men alligevel var det mange danskeres foretrukne rejseland. Det var dengang, det var almindeligt at sende postkort hjem til familie og venner med små hilsener, og på et bevaret postkort fra 1958 kan man læse: »Kære Mor! Er nu i Køln, har i dag set Domkirken – alt vel – glæder mig til at se noget, der er kønnere. Alt er meget udbombet her. Kærlig hilsen Erna«.
Det er historikeren Julie Andersen-Mølgaard, der har indsamlet postkort og originale kilder fra danskernes rejser, herunder fotos, reklamer, rejseartikler og guidebøger. Hun har også interviewet tidligere tysklandsrejsende, og det er endt med en interessant bog om dansk turisme i Vesttyskland, og den beretter selvfølgelig også om talrige positive oplevelser: »Vi har saftsuseme haft mange gode ferier i Tyskland,« fortæller Albert Svenning fra Tommerup om sin families rejser i 1960erne.
Del: