Der var engang noget meget vildtvoksende og samtidig indflydelsesrigt i Europa, der hed emigrant- eller eksillitteratur, og alle vidste, hvad det var, selvom det var et vidt begreb, fordi det var den vigtigste nye litteratur, der fandtes. Rastløs, altid med skæbneure tikkende i sig, ulykkelig, fuld af dumdristigheder og fejltagelser lå den og blev drøftet på alle cafeer.

Det var ikke den litteratur, der blev skrevet inden for de voksende og stadig mere tætnede mure, der blev husket, men den, der blev skrevet udenfor – af Europas forviste og fordrevne. Den blev til under flugt og på lurvede pensionater i Amsterdam, på et kontinent i oprør og opløsning, under menneskejagt og drømme om en fremtid, som måske ikke fandtes.