Hvis nu Klaus Høecks nye, fortjenstfulde bind med trykte og – FAKTISK SENSATION! – utrykte artikler og tekster om poesi fra sidst i 60erne og først i 70erne, Algorithmics (ny kæk neologisme, der rimer på Eurythmics jo) med undertitlen »tidlige artikler om algoritmer og kybernetik i mit forfatterskab«, var udkommet dér først i 70erne og gerne med samme kække titel, er det stadigvæk ikke sikkert, at artikelbundtet, som fortjent var og er, ville blive regnet som en af de topti- eller topfem-vægtige lyriske poetikker, poeters absoluterede, forgrublede manualer for egen poesi, i dansk litteratur sammen med Poul la Cours Fragmenter af en dagbog fra 40erne, Per Højholts Cezannes metode fra 60erne og Søren Ulrik Thomsens Mit lys brænder fra 80erne.

Og først og fremmest fordi Høecks manualer bliver for uforståelige – for alle andre end Frederik Stjernfelt, forfatter til den eminent uundværlige Høeck-encyklopædi Admiral Bitumen Zodiak, 2008, der ikke mindst uundværligt indeholder en leksikonartikel om »Cybernetik« – ikke fordi hverken la Cour, Højholt eller Thomsens altid er lige gennemskuelige, men fordi uforståeligheden hos Høeck er en umiddelbart antilitterær, antipoetisk uforståelighed, nemlig en sprogteoretisk, computerprogrammatisk uforståelighed, der ikke mindst uhyggeligt inkluderer deciderede grafer og formler.