Auto. Helle Vincentz har skrevet en erindringsroman om at leve i skyggen af sin fars selvmord, der er lige så trist, som den ikke er kunst.
Punkteret autobarndom
Jeg har 600 flere tegn til denne anmeldelse af Helle Vincentz’ oprigtigt gumpetunge »erindringsroman« Jorden under mig, end jeg havde til anmeldelsen af Vibeke Grønfeldts rastløst gnistrende »øjebliksbilleder« Pludselig her, også udkommet på forlaget People’s.
De ekstra tegn vil jeg gerne bruge på at citere fra Grønfeldts 1985-mesterværk Den blanke sol, der også handler om et barn, der bliver gjort fortræd; jeg har bare bladret lidt rundt i bogen – som jeg ikke har læst, siden jeg fik den i hænderne for 36 år siden, men alligevel har en frysende klar erindring om – og fundet denne passage, »hun« er hovedpersonen Ruth, Ida er hendes mor:
Del: