Posedame­litteratur fra Paris til Delhi

I essayet »Den indre posedame« bemærkede Suzanne Brøgger, at det hverken var Karen Blixen eller Buddha, Søren Kierkegaard eller Marilyn Monroe, Jesus eller Henry Miller, som var hendes ideal. Det var derimod fra posedamen, forfatteren drog sin inspiration. Hun »kan ikke indoptages og blive salonfähig, for hun inkarnerer det uacceptable, det urovækkende, det forargelige og det forvirrende. Kort sagt det spejl, som måske er uundværligt, og hvorom vi siger: Det burde ikke være her«, skrev Brøgger i 1989.

Både Adèle af Leïla Slimani og Vi de unge af Preti Taneja er aktuelle eksempler på »posedamelitteratur«, det vil sige romaner, der peger på de sædvanligvis opdæmmede kvaliteter af den menneskelige natur. Slimani fik i 2016 et internationalt gennembrud med den syleskarpe barnepige-thriller Vuggesang, et portræt af moderne kvindeliv på første og tredje klasse, men to år forinden debuterede hun med romanen Adèle, der nu udkommer på dansk.