Jeg burde ikke synes så godt om ham. Arkadij Ivánovitsj Svidrigajlov er med teologen Knud Hansens ord »en af de mest uhyggelige skikkelser i Dostojevskijs forfatterskab«. Udsvævende til grænsen af det kriminelle, bondeplager, hustrumorder og sandsynligvis med pædofile tendenser. Svidrigajlov optræder i Forbrydelse og straf, hvor han på forskellig måde hjemsøger hovedpersonen, den moralsk forvirrede Rodion Raskolnikov. Arkadij Ivánovitsj efterstræber Raskolnikovs søster Dunja, som væmmes ved ham, han smeder uafladeligt rænker og piner Raskolnikov på raffineret vis. Men han er også en mageløs karakter.

Det er kun et par år siden, jeg endelig gik ombord i Forbrydelse og straf, og min overraskelse var stor, da den roman, jeg havde forestillet mig som en tung og dyster vandring, viste sig at være utrolig morsom. Det ene kapitel tog det næste, og komikken brød jævnligt igennem på bogens snørklede tur gennem øksemord, fornedrende drikfældighed, mishandling af koner og børn og alle hånde nedrigheder. Svidrigajlov-figuren står hele vejen som et lys. Midt blandt de velmenende, men i forskellige grader skæve og hysteriske karakterer besidder han et vidunderligt klarsyn. Han ser lige igennem hykleri, løgne og alle slags svagheder og udlægger dem i elegante ironiske formuleringer.