Rosalinde Mynsters romandebut, Skønheden, er en dybt ubehagelig læseoplevelse, jeg ikke kan anbefale nok. En mor og en datter lever isoleret fra resten af verden i et hus, der langsomt synker, og fugten breder sig. Det spejler deres liv: De ligger på sofaen, falder hen, sover længe, ser sæbeoperaer og tv-shop. Vinduerne gror til med efeu, der lukker sollyset ude. De skiftevis sulter sig og lever af nougatchokolade; moren står op om natten og bager kage, pynter den med muslingeskaller og gåsefjer, og barnets »Hvad skal vi have at spise i aften?« bliver et uhyggeligt spørgsmål, fordi det rækker ud efter en normalitet og afslører, at den ikke findes.

Datteren Nat er hovedpersonen, moren er fraværende og medicineret, men blusser pludselig op i hektisk foretagsomhed: Nu begynder de forfra, nu skal livet blive godt. De melder Nat til børneskønhedskonkurrencer, rakker rundt med spejle og satinkjoler, sammen mod verden, uden rigtig at være sammen. Det er som et ondt eventyr, Snehvide og den onde dronning, men med akkurat nok ømhed til at gøre relationen smertefuld: »Vi ser os i spejlet. Mor siger: – Engang var jeg den smukke af os, nu er du den smukkeste.«