Besættelsesroman. Rasmus Nikolajsens nye digtbog er noget så eksotisk som en versfortælling og noget så forunderligt som en vildt vellykket, sjæl- og suspensefuld versfortælling.
Nattens drømme i bindevævet
Svært at forestille sig en mere skrumlet og umiddelbart uselvfølgelig genre end versfortællingen, altså et længere stykke epik knækket som metriske eller frie vers. Hvad kan jeg overhovedet komme i tanke om? På en vis led »Guldhornene«, desuden Christian Winthers Hjortens Flugt, Adam Homo og andet Paludan-Müller, måske Dandserinden. I det 20. århundrede findes en vis Alan Bock, som jeg kun har skævet til, men som har været kult for flere, Klaus Høecks halvparodiske Lukas O’Kech (uden reel action) og, ligesom sidelæns med skygger af rockermord (Kaj ender i et cementgulv på Christiania), Kaj-digtene i Henning Mortensens Hvor bli’r du af, Kaj? Det ligner jo ikke noget og slet ikke en livskraftig lyrisk subgenre.
Imidlertid udgiver Rasmus Nikolajsen nu en såkaldt familieversfortælling betitlet Måske sjælen, som om det var den naturligste ting i verden, hvilket det altså absolut ikke er. Ingen anden nutidig digter med anerkendelsen og karrieren solidt på plads – Kritikerpris i 2017 for Tilbage til unaturen – ville være dumdristig nok til at forsøge sig og have talent til at slippe afsted med det, hvilket han absolut gør.
Del:
