Den Franske Revolution hører til blandt de mest skelsættende begivenheder i europæisk historie. Der er tale om intet mindre end den moderne politiske kulturs fødsel. 

De revolutionære afskaffede enevælden, indførte en ny styreform og trak Europa ud i en langvarig storkrig. De indførte de liberale og demokratiske principper, vi i dag bygger vores samfund på, og de undertrykte, terroriserede og myrdede løs på deres landsmænd.