Generationsskifte. Som læsere, forfattere og fiktioner er mennesker født i tidsrummet 1981-96 for alvor begyndt at sætte dagsordenen. Nøgleordene er ordentlighed, oprigtighed – og en masse følsomhed.
Når omsorgshyrderne digter
At skrive om millennial-generationen er for mig at skrive om mig selv. Jeg er født i 1992 og tilhører altså den generation, der først og fremmest defineres ud fra vores adgang til internettet. Vi var de første, der fik adgang til internettet som børn, men vi bliver de sidste til at huske livet uden det: Generationen efter os, Generation Z, kender til intet andet end livet med world wide web. Vi bliver nok også de sidste, der kan huske en tid, hvor klimakrisen føltes som et problem, der faktisk kunne løses – COP15s Hopenhagen-slogan i 2009 klinger allerede naivt.
I en dansk kontekst er vi også dem, som Anders Fogh i 2006 fortalte, at en universitetsgrad var vejen ind i fremtiden, hvis bare vi ville skynde os at blive færdige på normeret tid. I takt med at det nærmere viste sig at være en uddannelse udi arbejdsløshed – dette gælder i hele Europa, hvor ungdomsarbejdsløshed har været et problem siden finanskrisen i 2008 – blev vi nostalgiske efter tider, vi aldrig har levet i. Så vi genoplivede LPen, ligesom vi elsker filtre, der kan give vores ellers fejlfri billeder et stænk af fejlslået blitz eller sløret fokus. Netflix har for længst taget konsekvensen af vores kollektive længsel, og hitserier som Stranger Things og Sex Education foregår i henholdsvis 80erne og et mere udefinerbart retro-univers, selvom det er uden betydning for handlingen. Som mennesker er vi ifølge en New York Times-artikel med overskriften »Generation Nice« sødere og mere hensynsfulde end tidligere generationer, men vi er også blevet kaldt »Generation snowflake«, fordi vi angiveligt er både skrøbelige og unikke.
Del:
