Middelalderens liderlige lethed

Lige i starten var jeg i tvivl om, hvordan den italienske titel La voglia dei cazzi skulle oversættes til dansk. Er det »Lysten til pikkene« eller »Pikkenes vilje«? Det må være det første. Men det er jo ikke noget, man bare sådan kan ringe til nogen lærde om, uden at det hurtigt bliver akavet. For selvom vi er langt inde i pornografiens tidsalder, og genitalierne flagrer fløjtende afsted på nettet, kvivit!, kvivit!, kvivit! – eksisterer der stadig pinlige ord, og graden af pinlighed er ikke altid omvendt proportional med eksponeringen. Et navn som John Dillermand trækker for eksempel sprogligt set både i en blufærdig og en løssluppen retning, og kigger man tilbage gennem århundrederne, har det bølget frem og tilbage som en serie 4-fodboldkamp.

Når Alessandro Barbero – en velklædt, bebrillet italiensk middelalderhistoriker fra Piemonte Orientale universitetet i Vercel­li med sin lyse, opvakte stemme holder foredrag om middelalderens frække historier, kalder han kun de tre nøgleord ved deres begyndelsesbogstav. »C« er cazzo, pik. »L’altro C«, det andet C, er coglioni, nosser, og »F« er fica, kusse. Det er simpelt hen for pinligt for ham at stå over for en stor forsamling og sige ord, som for mange tilhører en snæver venneskare, eller måske slet ikke bør udtales. Men når han genfortæller på skrift, bliver attributterne nævnt ved deres fulde navn. Det er tilfældet med hans bog La voglia dei cazzi, som udkom første gang i 2009, og blev genudgivet sidste år i en ny version, der bogstaveligt talt er blevet revet væk fra de italienske boglagre og har ligget nummer 1 i kategorien »poesi, teater og kritik« i den store italienske netboghandel ibs.it.