Balancegænger. Edward Said forsøgte at forene intellektuelle revolutioner med landvindinger i den virkelige verdens politiske morads. Det resulterede i et modsætningsfyldt og fascinerende liv.
Mellem marmeladen og elfenbenstårnet
I 1953 ankom Edward Said som studerende til det amerikanske eliteuniversitet Princeton, hvor han tog sine første skridt på vejen til at blive en af de seneste 50 års mest indflydelsesrige intellektuelle. Dengang var nykritikken tidens dominerende teoretiske strømning, anført af Saids mentor R.P. Blackmur. Nykritikken forsagede al litteraturrelateret udenomssnak såsom forfatterbiografi og historiske omstændigheder og fokuserede i stedet udelukkende på den enkelte teksts æstetiske udtryk.
I sin biografi om Said, Places of Mind, beskriver Timothy Brennan, hvordan Blackmur indprentede den unge Said, at han burde fokusere på det legesyge ved litteraturens væsen og i særdeleshed undgå at blive trukket ned i universitetsverdenens dynd af politiske organisationer og interesser. Blackmur anså dette for at være tidskrævende intellektuel træden vande, og han kaldte det for »at kæmpe i marmelade«.
Del:
