Spejlinger. Serbiens nyere historie og Novak Djokovics karriere hænger uløseligt sammen, og vil man forstå hans skandaløse exit fra Australian Open, må man forstå den rolle, som hans hjemland har tildelt ham.

Mellem Balkans mudder og Melbourne Park

Året er 2011, og der spilles femte sæt i semifinalen ved Australian Open. Schweizeren Roger Federer har to matchbolde mod den 23-årige serber Novak Djokovic. Serberen ryster opgivende på hovedet med et tomt, desillusioneret blik. Federer server fremragende, men Djokovic svarer kontant med en flæbet forehand winner. Publikum måber. Det er uden tvivl en af tennishistoriens vildeste returneringer, og nu ændrer Djokovics kropssprog sig. Han løfter armene op mod lægterne: Var det ikke godt? Tilskuerne, der ellers holder mest med Federer, kommer endelig med et bifald, og derefter ændrer slaget sig fuldstændig: Djokovic afværger den anden matchbold også, vinder partiet og senere også matchen og hele turneringen.

11 år efter det uforglemmelige slag  – ærkeeksemplet på den serbiske tennisstjernes evne til at vende nederlag til sejr – er Djokovic netop blevet deporteret fra Australien efter en speget sag om hans indrejsevisum. Dermed bliver han forhindret i at vinde sin 21. Grand Slam-titel og slå den verdensrekord, som han deler med Roger Federer og Rafael Nadal.

Andre læser også