Programskrift. Vicepræsident Kamala Harris er en beundringsværdig politisk figur; skarp, retfærdighedssøgende og ukuelig. Desværre er hun ingen stor prosaist.

Manifest for en arbejdshest

Selvfølgelig er Kamala Harris imponerende. Hun er den første kvindelige vicepræsident, den første asiatisk-amerikanske kvinde indvalgt i Senatet, og når vi er ved bedrifterne: den kun anden afroamerikanske kvinde samme sted.

Selvfølgelig er Kamala Harris, den succesfulde anklager fra Californien, også i besiddelse af et intellekt, der slår gnister og sætter verdenshavene i bevægelse. Hendes veritable grillstegning af sine republikanske modstandere i Senatet er det stof, legender er gjort af.