Claus Nivaa, poetryslammer og gymnasielærer i Nørresundby, har skrevet en digtsamling om fodbold, og jeg havde planlagt at være glad, for jeg kan godt lide digtene, men jeg skriver dette dagen efter Christian Eriksens kollaps i Parken, og selvom han overlevede, kan jeg ikke forlade den stemning, som billedet af de grædende Yussuf Poulsen, Simon Kjær, Andreas Christensen og Jonas Wind har sat i mig. De danner vognborg om kammeraten på græsset. De tror, at han dør, det fortæller deres ansigter.

Fodbold. Verdens vigtigste ikkevigtige ting. Jeg har elsket det hele mit liv. Et mål tegnet med kridt på en husgavl. Børn i en baggård. Oldboys på Kløvermarken. Fodbold er ikke kun skønt, når lysene tændes i Parken, og vi samles fulde af håb. Det er skønt, når bolden ruller de mest ydmyge steder, fordi bolden forbinder os.