Kulturkamp 2. Morten Messerschmidt revitaliserer Søren Krarups kulturkritik i ny bog om EUs ødelæggelse af folkestyret.
Lusede liberaldemokrater
Der findes højst en håndfuld intellektuelle i dansk politik. I regeringen kan udlændingeminister Mattias Tesfaye kvalificere sig til titlen, det samme kan siges om boligminister Kaare Dybvad. De skriver bøger med nye perspektiver, der bliver taget seriøst, og er med til at påvirke måden, vi diskuterer politik på. Venstres Bertel Haarder hører også med til denne kategori. Enhedslisten har i Pelle Dragsted nok deres bedste bud på en intellektuel politiker, selvom han for tiden ikke sidder i Folketinget. Liberal Alliance har naturligvis Henrik Dahl, mens beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard også forsøger at komme med i selskabet. Men ellers er der ikke mange om buddet.
Hos Dansk Folkeparti har man ikke haft intellektuelle politikere, siden præstefætrene Søren Krarup og Jesper Langballe forlod politik i 2011. Det forsøger Morten Messerschmidt dog at ændre på. Med sin nye bog Farvel til folkestyret – Hvordan EU ødelægger frihed, folk og folkestyre – og hvad vi kan gøre ved det revitaliserer Messerschmidt den gamle Krarups analytiske blik på en nation under belejring af kulturradikale, EU og indvandringen ved at smelte den sammen med sin egen juridiske kritik af EU og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols aktivisme.
Del:
