Anmeldelse: Se os danse. Leïla Slimanis slægtstrilogi er nået til slut-60erne, hvor der både er ungdomsoprør og kupforsøg. Men trods alt det, som sker, er det påfaldende, hvor lidt romanen gør ved sin læser.
Kulisserne i anden akt
Leïla Slimani blev verdensberømt på et øjeblik, da hun i 2016 udgav barnepigethrilleren Vuggesang, der med udgangspunkt i en celeber mordsag fra New York handlede om moderne kvindeliv i forskellige klasser. I 2020 udkom så første bind af en bebudet slægtstrilogi, der ligesom rigtig mange andre romaner disse år tager udgangspunkt i forfatterens egen slægt gennem tre generationer.
I De andres land fik man historien om en ung fransk kvinde, Mathilde, som forelsker sig inderligt i marokkaneren Amine, da han mod slutningen af Anden Verdenskrig dukker op i Alsace efter at have kæmpet på fransk side. De to gifter sig, flytter til Méknes og overtager efterhånden hans families landbrug, som på det tidspunkt er lidt af en dødssejler. De får to børn og skuffes tiltagende over livet og hinanden, mens afkoloniseringen finder sted. Mod slutningen er Marokko blevet en selvstændig nation, og selv på gården er der optimisme at spore, da frugtavl viser sig at være en profitabel gesjæft.
Del:
