»Jeg bliver vred, når jeg og mine forfædre bliver hængt ud som onde, hvide mænd. Det er faktisk os, der har været slaver – lige her, midt i Danmark.« Sådan skrev Kristian Ditlev Jensen i et essay i Weekendavisen for nylig. Det essay har affødt en række kritiske kommentarer. De følger her. God læselyst.

Ditlev Jensens offermentalitet

Mads Rostgaard Andersen, studerende, Svendborg.

Når Kristian Ditlev Jensen argumenterer for, at slaver i datidens Danmark var hvide og ikke sorte, og at han derfor kan kalde sig Danmarks »neger« som følge af sin slægtshistorie, udfolder han først og fremmest (hvad man må give ham) en historisk passende analyse.

Forfatter og sognepræst Kristian Ditlev Jensen. Foto: Claus Fisker Claus Fisker

Dog misser han en oplagt mulighed for at lægge offermentaliteten bag sig. Essayets underliggende tone klinger meget af: »Det var synd for mine forfædre, ergo er det stadig synd for mig.« Det er et typisk og tilsyneladende moderne fejltrin at begå: at forveksle det historiske og juridiske offer med ens personlige identitet. Det er set før i den identitetspolitiske debat.

Når debattøren fremkalder medlidenhed for personen frem for sagen, reduceres hele personen til en, man skal synes, det er synd for – en, der ikke kan eller bør bære ansvaret for sit eget liv.

Og i selvsamme bevægelse siver muligheden for at ændre verden gennem ens hand­linger ud mellem fingrene (hvide som sorte).

Med andre ord: Det er ikke synd for dig, Kristian Ditlev Jensen, at dine forfædre var slaver. Det er ikke synd for nogen af os.

I Danmark har vi da ikke racisme. Eller hvad?

Nuka Forchhammer, folkeskolelærer, København K.

Tak for dit essay, Kristian Ditlev Jensen. Spændende læsning. Jeg har selv tænkt det samme, som du beskriver, især når jeg har beskæftiget mig med slaveriets historie i dansk sammenhæng, og jeg har nok også haft samme opfattelse af det danske samfund, som du indleder essayet med. Alle er da nogenlunde lige her, og racisme er noget, der findes i USA.

For en del år siden har jeg måttet revidere min opfattelse.

Første gang jeg blev opmærksom på forskelsbehandling, var, da min dygtige elev fik afslag på et praktikforløb på et apotek med begrundelsen »vi har rigeligt af vores egne« (læs: danske unge). Hun var dansk i 3. generation med anden etnisk baggrund.

Så fik jeg børn, som nu er voksne med en meget blandet bekendtskabskreds. Da de første gang fortalte, hvad deres brune veninder og venner møder på gader og stræder, havde jeg svært ved at tro på det. Sådan noget har vi da ikke i Danmark. Men det har vi altså.

Jeg kan godt forstå, at vi såkaldt »almindelige« danskere har svært ved at stå på mål for, dels hvad hensynsløse adels-herremandsslægter foretog sig i 1700-tallet, dels hvad diverse nulbonner siger og gør på gader og stræder i dagens Danmark. Men når forskelsbehandlingen på grund af politisk opportunisme siver helt ind i Statsministeriet, når der lovgives, så alle ikke længere er lige for loven, og når der råbes: »Identitetspolitiiiiik« efter folk, der reagerer på urimeligheder, er det tid til at sige fra.

Og vi må æde den tort, at hvis vi ikke siger fra, er vi selv en del af, at urimelighederne og forskelsbehandlingen fortsætter. Jeg bruger heller ikke n-ordet mere. Det betyder så lidt for mig ikke at bruge det ord, og for mange gør det ondt, hver gang det bliver sagt og skrevet. Også selvom det agerer pointe i et essay.

Kristian Ditlev Jensen taber sutten

Sophie Gosling, commercial director, Sønderborg.

Kristian Ditlev Jensens essay om sine forfædres slaveagtige status som stavnsbundne bønder er en interessant påmindelse om en tid, der ikke ligger så langt tilbage. Historien er vigtig, vi har ofte travlt med at være selvfede over, hvor gode vi er til at passe på de svage i samfundet. I vores hellige forargelse glemmer vi stort set altid, at det ikke er så forfærdeligt længe siden, at Danmark var et klassesamfund, hvor fysisk afstraffelse hørte med til hverdagens udfordringer for de ubemidlede. Hvor bønderne bogstaveligt talt risikerede liv og legeme, hvis de forbrød sig mod herremanden.

Men kæden hopper af for den gode Kristian Ditlev Jensen, når han insisterer på, at vi i Danmark ikke har problemer med racisme. At det er forfatterens forfædre, som er Danmarks »negre«. Og at de egentlige sorte i Danmark aldrig har haft noget at klage over.

Det er lige der, Kristian Ditlev Jensen taber sutten. Bare fordi hans forfædre er blevet særdeles ilde behandlet, behøver det ikke betyde, at de sorte ikke også er det. Man fornemmer, at hans egentlige ærinde her er at gå i rette med Black Lives Matter-bevægelsen, som han opfatter som udansk.

Han vil gerne provokere, og det får han så lov til. Fuldstændig forventeligt er det væltet ind med vrede indlæg på WAs facebookprofil. Bliver vi klogere af det? Jeg synes simpelthen, redaktionen har sovet i timen og ladet noget slippe igennem, der lige burde have været ryddet lidt op i.

Jeg kan jo ikke forestille mig, at dette er gjort med vilje, bare for at få mere aktivitet på WAs Facebook – at der med dette indlæg er tale om ren og skær clickbait.