Fremtidsfrygt. Villads Andersen debuterer med en dystopisk klimafantasi, der savner en del i udførelsen, men gør indtryk i kraft af sit konsekvente sortsyn.
København, mellem Skylla og Charybdis
Det er svært for mig ikke at blive berørt af det syn på civilisationen og dens fremtid, der dominerer hver en side i Villads Andersens København, udateret. Det er en debutroman af en ung småbørnsfar på min egen alder – den burde, i hvert fald i et eller andet omfang, emme af løfter, håb og liv. I stedet er den en entydigt deprimerende fantasi om den nærmeste fremtid og opløsningen af alt, hvad der får samfund og familier til at hænge sammen.
Andersens roman skriver sig ind i flere aktuelle kulturelle tendenser. Fortællingens ramme er et af tidens dominerende formgreb: traumebearbejdningen. Her har hovedpersonen, der ligesom forfatteren hedder Andersen, mistet sin unge søn, og han er ude af stand til at forlige sig med tabet. At så mange film, romaner og tv-serier i dag tager udgangspunkt i et traume, vidner om de ubegribeligt store eksistentielle udfordringer, der dominerer vores samtid, og den største af dem alle udgør hovedtemaet i København, udateret og baggrunden for hovedpersonens tragedie: klimakrisen.
Del:
