Hasselhelt. Efter tvende fjerne virkeligheder fiktiviserer Christina Hesselholdt nu atter, med humørsyg bravur, sin alter ego-floks nære og nærtagende realitet.
Klippemuslingerne, hvide og ihærdige!
Når man kommer til at tænke på fucking HCA, bliver prosapåskønnelse ikke fornemmere.
Det skete for mig helt spontant på side 34 i Christina Hesselholdts nye, hardcore-henrivende bog Feje blade sammen op mod vinden, femte bind omsider i hendes føljeton af »fortællekredse« (selvom genrebetegnelsen denne gang er »roman«) om og med Camilla og hendes »selskab« af venner, Alma, Edwina, Edward og Kristian (i rækkefølge efter, hvor ofte de, i hver deres signerede jeg-talebokse, kommer til orde), fra det meget dyrecentrerede kapitel »Mig og fuglene, Lille Hans og hestene« i en meget dyrecentreret bog; Camilla befinder sig i sit arvede sommerhus – langt citat, store stilister skal citeres langt:
Del: