Et af de mest iøjnefaldende træk ved det kinesiske samfund er den enorme velstandsforskel mellem fattige landdistrikter og velstående storbyer. Hastig modernisering har afstedkommet en lignende skævvridning i andre lande, men den er særligt voldsom i Kina, og det er der håndfaste politiske årsager til.

Den væsentligste af disse bygger på en inddeling af Kinas befolkning i første- og andenrangsborgere, som Kinas Kommunistparti gennemførte i 1958. Siden dengang har Kinas befolkning groft sagt været inddelt i to kategorier: byboere, der nyder rimelig adgang til uddannelse, sundhedsydelser og pension, og så landboerne – i 2021 omkring 60 procent – der generelt har langt ringere adgang til alle former for offentlige goder. Det anslås, at der i Kina er omkring 286 millioner indenlandske migrantarbejdere, der har forladt deres hjemegn for at søge lykken andetsteds.