Bogholderiet. En japansk forfatter har brugt ChatGPT til at skrive en prisvindende bog. Det har skabt forargelse, men baner måske også nye veje for litteraturen.
Japansk skrivemakker
»Jag är ledsen, men jag har ingen information om en person vid namn ’Rie Kudan’.« Sådan lød tilbagemeldingen, da undertegnede på dansk bad ChatGPT om hjælp til en artikel om den 33-årige japanske forfatter Rie Kudan, der netop har vundet en prestigefyldt litterær pris med en roman delvis skrevet med assistance fra kunstig intelligens.
Ikke alene havde ChatGPT, en teknologi, der simulerer dialog med et andet menneske, aldrig hørt om den ellers på det seneste meget omtalte japaner, men den troede åbenbart også, at spørgsmålet var blevet stillet på svensk. Hvis det er niveauet, skal vi nok ikke regne med at blive besejret af maskinerne i denne konges regeringstid.
Og dog. Rie Kudan har haft betydeligt mere succes med at mobilisere ChatGPT i sin seneste roman Tokyo-to Dojo-to (»Tokyos medlidenhedstårn«), der handler om opførelsen af en bygning til rehabilitering af kriminelle og har kunstig intelligens som et af sine vigtigste temaer. Det har hun for nylig fået den eftertragtede Akutagawa-pris for.
Cirka fem procent af teksten er frembragt ved hjælp af ChatGPT, fortalte hun ved prisuddelingen. Selvom en del af romanen faktisk tydeligt er markeret som skrevet af en kunstig intelligens, og hun derfor spiller med åbne kort, er ikke alle glade. »Det betyder, at efterhånden som teknologien udvikler sig, vil et værk, der næsten udelukkende er skabt af kunstig intelligens, også være ok, eller hvad?« spørger en bruger af mediet X.

Det bemærkelsesværdige er ikke, hvor mange der udtrykker forargelse i kølvandet på prisen. Det var jo til at forudse. Det er langt mere interessant, at et ikke ubetydeligt antal reaktioner er forsigtigt positive og ser nye veje for litteraturen.
Nogle læsere taler med forventning i stemmen om en spændende symbiose mellem menneskets fantasi og maskinens algoritmer. »Dette har potentialet til at sætte gang i nye diskussioner om fusion af litteratur og teknologi,« hævder en anden X-bruger og tilføjer: »Cirka fem procent af mit svar er skrevet af ChatGPT.«
Del:
