Anmeldelse: Mit had. Den tidligere salafist Yaqoub Ali har skrevet en bog om sin vej ind og ud af jihadismen, der desværre undlader at dele alle de spændende detaljer om de ekstreme miljøer.
Ingen stikker
Kan De mon huske ham, der blev anholdt kort efter terrorangrebet på Charlie Hebdo i 2015, fordi han havde postet en smiley på Facebook? Det var dengang en historie i medierne, at en unavngiven mand var blevet tiltalt for billigelse af terror for sin smiley. Han endte med at få fem måneders ubetinget fængsel. Jeg kan huske, at jeg fandt dommen urimelig, da man rent principielt ikke bør straffes for at udtrykke sine holdninger.
Men efter at have læst den tidligere salafist Yaqoub Alis selvbiografi, Mit had – Krigsbarn. Bandebror. Ekstremist. Familiefar., skal jeg måske genoverveje min holdning. Det var nemlig Ali, der var smileymanden, og hans afsoning i det åbne fængsel i Horserød var oplevelsen, der endte med at afradikalisere ham.
