Take it essay. Sært inciterende falder C.Y. Frostholm bindstærkt i essayistiske staver omstændeligt og omhyggeligt vandrende i afdød kollegas fodspor.
I og på hælene
Det er, når jeg keder mig mest, at jeg er mest vild med Til den ven jeg aldrig har kendt, C.Y. Frostholms mursten nummer to efter den fortjent Kritikerpris-belønnede Træmuseet (2018). Eller »vild« er netop det forkerte ord, eftersom Cyf, som han helst kaldes og kalder sig, aldrig selv er vild eller skriver vildt, han er tværtimod radikalt mild.
Den rigtige formulering er derfor: Det er, når jeg keder mig mest, at jeg formildes mest af Til den ven jeg aldrig har kendt, altså ikke formildes i min bedømmelse, der løbende er så grundpositiv, at den ikke behøver formildelse, men formildes som sådan, blødgøres i blik og bevidsthed og hjerte for syv søren.
Del: