Hvordan er det at være ko?

Anton Raundahl sammenligner lykkefølelsen hos et menneske og en ko i sit tobindsværk Ko – næsten alt om verdens vigtigste dyr. Når danskerne år efter år erklæres som verdens lykkeligste befolkning, er der så ikke i virkeligheden snarere tale om tilfredshed og glæde over en tryg og stabil (nogle vil sige monoton) tilværelse i en lun sofa?

Det samme med flertallet af Danmarks 1,5 millioner køer, der hele deres liv opholder sig i en stor velstrøet stald med rigeligt foder uden nogensinde at blive lukket ud og stå under solen og æde græs. De slipper for det naturlige livs insekter, regn og græs af svingende kvalitet. Og fordi de ikke ved, hvad de går glip af, er de tilfredse. Ligesom ham på sofaen. Raundahl medgiver, at økologiske køer, der lukkes ud på græs i april, »oplever noget, som man kunne kalde begejstring og glæde«, men det bliver hurtigt hverdag igen. Det var nyhedsværdien og den positive forandring, der fik dem til at hoppe og springe. Ligesom når man selv rejser til Italien, tænker jeg og får i det hele taget noget eksistentielt at tygge på under læsningen: Oplever dyr lykke? Hvad er et godt liv? Hvad er vores ansvar? Værket handler om køer og mennesker, mest om køer, men det fremgår tydeligt, at de er fuldkommen i lommen på os. Alt, hvad vi gør, har betydning, og på den måde er Ko – næsten alt om verdens vigtigste dyr både en indføring i køernes liv og en handlingsanvisning til alle os på afstand af dyret. Raundahl siger ikke, hvad man skal gøre for at give dyrene et bedre liv tættere på deres natur, men hvad man kan gøre, hvis man vil.