Allerede på side et af Simone Mørch Stjers anden roman, Solhaven, optegnes en skillevej: Den knap 30-årige David kommer hjem fra en nattevagt på det plejehjem, hvor han arbejder: »Han gnider sig på håndryggen, mellem fingrene, på indersiden af håndfladen og håndleddene. Det hjælper kroppen til at forstå̊, at den har fri. Eller er fri.«

Derefter lægger han sig på sofaen med en smøg, klar til det, fortælleren betegner som »Nattevagtens let surrealistiske fyraften«. I ham summer en sær fornemmelse af, at omgivelserne er ude af sync, »Et par millimeter, men nok til, at dagen opfattes som gennem flere lag film.«