Anmeldelse: Armelo. Thórdís Helgadóttir forsøger at tematisere en iboende falskhed ved vores kultur, men hendes roman ender selv med at blive falsk.

Hvad virkeligheden kunne blive til

Jeg har vist aldrig læst en bog, der som Armelo giver mig følelsen af at være en abe, der svinger mig gennem et lianlandskab af velkendte motiver.

Først er der den domestic noir-agtige begyndelse: Den islandske kvinde Elfur er modvilligt taget med på et roadtrip gennem Europa med sin ægtemand Birgir, da han – efter at de når den fiktive landsby Armelo – forsvinder sporløst. Man fornemmer Gone Girl og Big Little Lies, da Elfur forholder sig blasert til partnerens forsvinden. Hun er ligesom indhyllet i genrens grundtese om, at hvis der sker vanvittige ting i normale menneskers liv, så kommer de til at være helt cool med det.