»Hvad det dog er for en pyntelig Mand!«

Mikkel Venborg Pedersen: Den perfekte gentleman. Mænd, stil og idealer i verden af i går. 432 sider, rigt ill. 349,95 kr. Gad.

Ved første øjekast ligner Den perfekte gentleman. Mænd, stil og idealer i verden af i går den perfekte coffee table book til læsere, der vil vide mere om, hvordan man var og er en rigtig gentleman. Her er dyr indbinding med guldfolie og blindpræg, lækkert papir, farvetryk og en mængde illustrative fotos, malerier, annoncer og ugebladstegninger fra de danske gentlemens storhedstid fra 1870 til 1914. Jeg forstår godt, at bogens forfatter, seniorforsker ved Nationalmuseet Mikkel Venborg Pedersen, takker diverse fonde og Nationalmuseet »for generøs støtte til bogens færdiggørelse«, for et sådant Taschen-lignende vidunder ville næppe kunne løbe rundt på almindelig vis.

Det viser sig dog hurtigt, at indpakningen står en hel del skarpere end teksten. Ifølge Pedersen er der tale om »en kulturhistorie med gentlemen som emne; et forsøg på at forstå dette ideal og disse mænds liv og verden omkring år 1900«. I realiteten er der tale om en overraskende ufokuseret, akademisk afhandling forfattet i et svulstigt pastiche­sprog, der bringer mindelser om Mads Holgers prosa. Et nærliggende eksempel: »Denne samlede gentlemanlivsverdens danske udtryk og verdensbilledet bagved er emnet for denne bog, som gennem analyser af genstande, litteratur, erindringer og meget mere søger at forstå det levede liv bag idealet, den kulturelle profil gentleman, om man så må sige, som et udtryk for en væsentlig, maskulin livsverden.«

Den ordflommede stil er ved at tage livet af de spøjse kilder og overraskende oplysnin-ger, der dukker op undervejs, ikke mindst fordi Pedersen ynder at opsummere, hvad vi kommer til at læse om i det følgende, til samtlige læsere må være faldet i søvn.

Ifølge Salmonsens Konversationsleksikon er en gentleman »en Mand med solid Dannelse og fin Takt, og som i sin Tale og Udtryksmaade, ligesom i hele sin Fremtræden under alle Livets Forhold og i Omgang med Andre viser en Højsindet, over al Slags Smaalige og egenkærlige Hensyn hævet Karakter. Til at være en G. udfordres derfor en vis Uafhængighed, saaledes at man kan holde sig borte fra Berøring med daarligt Selskab og fra alt for nøje Samkvem med Udannede.«

Samtiden var dog usikker på, hvad en gentleman mere præcist var, skriver Pedersen, og af samme grund udkom der adskillige bøger, der forsøgte at fremmane det moralsk frie, økonomisk uafhængige, pertentligt velklædte og høfligt diskrete mandeideal. Sjovest er grundsætningerne fra Edward Bulwers bibel for gentlemen, Pelham, eller en Verdensmands Begivenheder (1851), der blandt andet lyder: »Afvig aldrig i din Klædning ganske fra den almindelige Smag. Verden betragter Afvigelse i vigtige Anliggender som Tegn på Genie, og i Ubetydeligheder, som Taabelighed«, »Husk stedse paa, at Du ved din Klædning vil Indtage Andre og ikke Dig selv«, »Den yndigste Grundsætning med Hensyn til Klædedragt, er Reenlighed – den almindeligste er Omhyggelighed« og »Klæd Dig saaledes, at man aldrig kan sige om Dig: ’Hvad det dog er for en pyntelig Mand!’ – men ’Hvad det dog er for en fin Mand!’«

Også den 30-årige søløjtnant Henry Gad træder til med gode råd til herrernes ­påklædning i opslagsværket Vort Hjem (1903), redigeret af hans mor, Emma Gad. Her hører vi om vigtigheden af alt fra den rigtige promenadestok med sølvknap og beslag, silkeparaplyer, håndsyet fodtøj, tøfler, gummigalocher og hvide lommetørklæder til slipsenåle, brystnåle med perler, lommeure, høje hatte, hårvand og parfumen Esprit de Valdemar. »Indtil den lille Dreng er fyldt det tredje Aar, adskiller hans Paaklædning sig ikke synderligt fra Smaapigernes,« skriver Gad, og det tør siges. Sjældent har jeg set så mange små drenge i kjole. Det overraskede mig også at opdage, at en rigtig gentleman gik rundt i uldent helundertøj, der til forveksling ligner mormonernes magic underwear, og at dét »at opføre sig certosa« er at opføre sig for moderne og lapset ligesom de herrer, der drak likøren Certosa.

Gentlemens udseende og påklædning fylder utrolig meget i Pedersens fremstilling. Faktisk så meget, at teksten i lange stræk går fuldkommen i stå i opremsninger og benævnelser af samtlige beklædningsgenstande, en gentleman kunne tænkes at iføre sig. De var ydre udtryk for de indre moralske værdier, pointerer Pedersen uden dog at komme en gentlemans indre stort nærmere.

Fremstillingen fungerer bedst, når han stiller skarpt på enkelte gentlemen som for eksempel den unge jurist Karl Hansson, der forsøgte at efterleve idealet trods sin begrænsede gage på 37,50 kroner hver 14. dag. Når kost og logi på pensionatet var betalt, brugte han stort set hele sin løn på overtøj, barberinger, vask af linned, skomagerreparationer, hårpomade, strømper, støvler og hatte.

Det mest gådefulde ved Den perfekte gentleman er, at den beskriver en verden, hvor kvinder stort set ikke eksisterer. Pedersen pointerer ellers, at »forholdet til kvinden (...) er så vigtigt for en gentleman«, og at en gentleman tilmed »kendes på, hvorledes han forholder sig til kvinder«, men i hans fremstilling er gentlemen slet og ret gentlemen med hinanden. »Skulle nutidens mænd synes, de kan lære lidt af dem på godt og ondt, ville det heller ikke gøre noget,« skriver han i forordet, og jeg håber sandelig ikke, det er denne absurde omgang male bonding, han mener.

»Bogen er ikke et studium i maskulinitet som køn, om end den trækker på dette efterhånden rige forskningsfelt,« skriver Pedersen, men han trækker næppe på de ­­ sidste 30 års kønsforskning, så ureflekteret som han forholder sig til kategorierne Manden og Kvinden og studierne i homosocialt begær. »Sporten blev en ny måde for mænd med stil at omgås på i mandefællesskaber,« er det tætteste, han kommer, hvorpå han kalder den unge jurist H.G. Olriks portræt af sin overordnede, overpræsidenten, for »nærmest forelsket«. Og det tør siges. »Tydeligt ser vi for os hans høje, slanke og noget stive Skikkelse i den sorte ’Diplomat’-Frakke (…) Han kunne bære denne Dragt, men det var sandelig ikke Dragten, der skabte Respekt om ham – dertil behøvede han virkelig ingen Art af Uniform.«

I den kuriøse afdeling afholdt Dansk Athletik Union fra 1902-1917 årlige skønheds-konkurrencer for arbejder- og middelklassens mænd. »Som oftest var mændene iklædt et let lændeklæde efter græsk-romersk forbillede, ind-imellem gymnastikshorts, eller også stod de nøgne og poserede for dommere og tilskuere,« skriver Pedersen i en af bogens mange tangenter. Vi når således omkring emner som sønnen i hjemmet med digressioner til herregårdens friheder, sønnen i skolen med digressioner til Herlufsholms historie, sommerlivet med digressioner til badehoteller og pensionater samt selskabslivets glæder, hvor Pedersens gentlemen også mest har glæde af hinanden. »Hverken en tjenestepiges favntag for ikke at tale om en sangerindes eller ekspeditrices, en syerskes eller en bordelpiges kunne (…) bringe datidens mænd ret meget tættere på kvinden som menneske,« skriver han.

Det mest frustrerende er, at datidens gentlemen som mennesker heller ikke træder frem for læseren i denne udvendige fremstilling. »Enhver ved, hvad en gentleman er, indtil man ønsker at skrive en bog om ham! At det er noget med elegant tøj og gode manerer, stil, ridderlighed og mandige idealer, står klart«, skriver Pedersen indledningsvis. Desværre er det også noget af det eneste, der står klart 432 sider senere.