Med en vis forskrækkelse har jeg konstateret, at jeg er blevet ramt af en slags lidelsesgalvanisering. Jeg har indset, at jeg er begyndt at læse vidnesbyrdlitteratur fra Auschwitz og omegn med en køligt konstaterende distance, som om jeg noterer rædslerne uden rigtig at mærke dem. De bøger, som forlæggere og litteraturkritikere tit kalder »uafrystelige«, ryster mig ikke.

Sådan en bog er den ungarske forfatter József Debreczenis Koldt krematorium, en på alle måder væsentlig dokumentarskildring af forfatterens desperate overlevelseskamp i Auschwitz og nogle satellitlejre, hvor han led under vold, tvangsarbejde og sult, indtil han på dødens rand blev evakueret af sovjetiske tropper.