Det var ikke nogen specifik episode, der fik mig til at indse, at min brug af hjerte-emojis havde taget overhånd.

I mange år har jeg ellers været arg modstander af brugen af figurative stemningsfortolkere. Kunne modtageren af min besked ikke forstå, at jeg var ironisk, var det vedkommendes eget problem. Sådan har jeg det egentlig stadig – altså lige undtagen når det gælder det lille hjerte, som ovenikøbet bliver til en slags hjertekonfetti, når man sender dem på Messenger.