Hjernen mellem hænderne

Som litteraturvidenskabsstuderende er et væld af teoretiske og fortælletekniske begreber en uomgængelig del af pensum: Man skal lære om upålidelige fortællere og intertekstualitet, om uoverensstemmelser mellem blik, stemme og udsigelsespositioner, og man skal passe på, man ikke mister evnen til at læse uden teoretisk overbygning.

For dem, der interesserer sig for ikke bare litteratur, men også litteraturteori, kan det være en fryd, når et fiktionsværk ikke bare er en veloplagt fortælling, men også en leg med sin egen fiktionalitet. Hos forfattere som Jorge Luis Borges, Inger Christensen eller Olga Tokarczuk er en undren over verden også en undren over teksten og fiktionen. Også hos nordmanden Gunnhild Øyehaug er litteraturens besynderlighed, dens kunstighed, et både genkommende, vedkommende og morsomt tema. Men i hendes seneste novellesamling, Onde blomster, kammer det over. Som rundet af førnævnte studium har jeg et blødt punkt for fortælleteknisk leg, men i store dele af Onde blomster larmer det tekniske praleri simpelthen for meget.