Der er ikke noget insekt, mennesket er så tæt forbundet med som honningbier. Det skulle da lige være torpedohøns, fnatmider, fluer, lus, lopper og myg. Men hvor de sidstnævnte som regel plager mennesket, suger det for safter eller lægger æg i det, har det altid forholdt sig omvendt med honningbien.

Her er det mennesket, der har fat i den lange ende og har gjort bien til et husdyr, der fremavles, passes, plejes og malkes for sit forråd, som den med stor flid har lagt til side. I dag erstattes honningen med sukkervand eller foderdej, som bien må klare sig med i tiden uden blomster. Men engang blev bifamilierne slået ihjel, når man tog honningen fra dem. Biejeren holdt et stykke brændende svovl op under kuben, og så var det ude med både dronning, arbejdere og droner. Andre fik lov at beholde deres forråd og leve videre, men kun indtil det blev deres tur. Og til sidst kom Manden med leen også til biejeren selv. Når en biholder var død, troede man, at bierne også ville flyve væk og følge ham, hvis ikke de fik dødsfaldet forkyndt af deres ejers nærmeste slægtning. Han skulle aflægge bigården et besøg og banke sagte på hver bikube med ordene: »Jeres herre er død.« Hvis den nye ejer af bigården forkyndte dødsfaldet, skulle han tilføje: »Nu er jeg jeres nye herre.«