Her i mørket

Den britiske forfatter Neil Gaiman (f. 1960) fremstår ofte forpjusket og duknakket på billeder. Altid klædt i sort, en lidt slidt goth-fyr, et levn fra 1980erne. 

Det gælder dog kun fremtoningen. Gaiman er rig og berømt, især kendt for tegneserien Sandman, som Norman Mailer åbenbart kaldte »en tegneseriestribe for intellektuelle«. Sandman kan desuden ses på Netflix, ligesom flere andre af Gaimans utallige romaner, børnebøger og tegneserier er filmatiseret. Derudover har han vundet et betydeligt antal priser og præmier for sit forfatterskab.

Gaiman er også en flink fyr, eller det var i hvert fald hans ry. Han kaldte sig feminist, og i essaysamlingen Feminism in the Worlds of Neil Gaiman (2012) skrev litteraturprofessoren Tara Prescott-Johnson, at »Gaiman insisterer på at fortælle historier om mennesker, som traditionelt har været marginaliserede, som har manglet eller er blevet gjort tavse i litteraturen«.

De fans, der mødte Gaiman, mødte gerne et engageret og venligt menneske. Disse fans klædte sig ofte, som om de boede i hans bøger, de mødte op til fantasyfestivaler og foredrag, hvor de beredvilligt ventede i timevis. Alt dette skriver Lila Shapiro i sin netop udkomne og meget omtalte artikel i New York Magazine om de overgrebsanklager, flere kvinder har rettet mod Gaiman.

I JULI udsendte Tortoise Media podcastserien Master: the allegations against Neil Gaiman. Her fortalte en af de medvirkende kvinder, at Gaiman havde begået seksuelt overgreb mod hende i 2022, da hun var 22 år gammel og arbejdede som barnepige for både Gaiman og Gaimans ekskone, de to var separeret på dette tidspunkt.

Denne ekskone er Amanda Palmer, forfatter til bestselleren The Art of Asking: How I Learned to Stop Worrying and Let People Help (2014), TED-talker og del af punkkabaretorkesteret Dresden Dolls. Palmer har åbenbart også et nært forhold til sine fans, hun sov på deres sofaer, udvekslede hjælp og tjenester. Ifølge New York Magazine, som har fulgt op på Tortoise-podcasten med føromtalte artikel, skrev Palmer i sin bog om et sammenhold, et lille utopisk samfund, hvor der »ingen forskel var på fans og venner«. Barnepigen, der anklager Gaiman, var fan af Palmer først, da de to mødtes tilfældigt på gaden i Auckland.

New York Magazine har talt med otte kvinder, seks af dem til citat, inklusive fire kvinder, der medvirkede i podcasten. Kvinderne, flere af dem fans, fortæller om at indgå i delvist samtykkebaserede seksuelle forhold med Gaiman og om at sige tydeligt nej til voldsom sex, ydmygelse og tvang, men uden at deres nej blev respekteret. NDAer, non-disclosure agreements, hemmeligholdelsesaftaler, indgår også i relationerne. Artiklen i New York Magazine er for det meste temmelig ubehagelig læsning.

NEIL GAIMAN benægter alle anklager. 14. januar offentliggjorde han en længere erklæring på sin hjemmeside med overskriften »At bryde stilheden«. Han skriver blandt andet: »Når jeg læser den seneste samling beretninger, er der øjeblikke, jeg genkender halvt, og øjeblikke, jeg ikke genkender, beskrivelser af noget, der skete, side om side med noget, der helt bestemt ikke skete. Jeg er langtfra et perfekt menneske, men jeg har aldrig deltaget i nogen seksuel aktivitet, der ikke var baseret på samtykke. Aldrig.«

Siden Tortoise-podcasten udkom i sommer, er flere af Gaimans projekter til film og tv enten blevet aflyst eller sat på pause.