Nonnefiktion. I går tilhørte samtidslitteraturen heksene, i morgen overtages pladsen af den magiske, nøjsomme, historiske og nutidige nonne. Hvad er det, hun vil fortælle os?
Hej søster
Hvorfor gibber det i mig, når jeg en sjælden gang får et glimt af en nonne på gaden? Lange gevandter flagrer forbi i fornuftige sko. Den karakteristiske hovedbeklædning. Oftest er det ældre damer. De ser almindelige ud. Alligevel føles nonnen som noget særligt. Hvad består magien i? Askesen? Deres aseksuelle kvindelighed? Det hemmelige søsterskab et sted fjernet fra verden? De har altid passeret gaden og er på vej væk, før jeg når at tænke tanken til ende.
Men i løbet af bogåret har jeg kunnet gå i kloster. Flere forskellige klostre endda, og i ro og mag dvæle ved de forskellige søsterordener, som stimler sammen i samtidslitteraturen. Det seneste årti har ellers tilhørt heksen, den magiske rebel har hjemsøgt tidsånden, popkulturen, kunsten og samtidslitteraturen. Det okkulte optræder hos Andrea Hejlskov i Vølve, hos skrivekollektivet Blod Måne Søndag – og så var der skriveskolen Hekseskolen, som havde Olga Ravn og Johanne Lykke Holm som rektorer. På Charlottenborg kunne man i 2020 se den store udstilling Heksejagt, og i Ribe åbnede museet HEX. I sommer besøgte jeg arrangementet Flora Magica i Medicinhaven for Radikal Omsorg på Rønnebækholm og lærte om helbredende urter, ritualer og magisk aktivisme. Og jeg tænkte: Hvorfor er det her ikke et kloster, hvor man kan blive boende?
Del:
