Gys og grønne skove

Sjældent har det været så populært at tage i skoven som i dag. Statistik fra Friluftsrådet viser, at skovvandring er danskernes foretrukne naturtype, og også i Storbritannien og Tyskland søger stadig flere ud under trækronerne for at løbe, vandre, mountainbike, campere, jage, fiske, plukke svampe eller for bare at lave ingenting og nyde alt det grønne. Som den tyske filosof Alexander Grau har bemærket i et interview her i avisen, er skoven blevet »et selvrealiserende supplement til storbykulturen«. 

Det plejede den ikke at være. Med Graus ord var skoven førhen »først og fremmest et trusselsrum. Et forvirrende og lumsk sted. Et sted, som ændrede sig konstant. Hvor der var en sti sidste år, var der ikke længere en i år, fordi den blev tilgroet«. Det virker som en oplagt kilde til gru, også i dag, hvor mange er tynget af dårlig samvittighed over for naturen. Hvor sikkert er det, at skoven vil tage imod mennesket med åbne arme, når vi vover os derud – hvorfor skulle den ikke gribe chancen for at tage hævn over alle de træer, vi har fældet, al den natur, vi har ryddet? Det spørgsmål udforsker to nyoversatte klassikere på vidt forskellige måder.