Grænseløst forankret

Det er næsten til at blive høj af. Små tre hundrede kompakte sider, uden at tidens mest forbandede ord, COVID-19, dukker op ét eneste sted. Det skyldes naturligt nok, at Mathilde Walther Clarks essaysamling Huset uden ende lå færdig fra trykkeriet omtrent samtidig med, at vores velkendte verden begyndte at slå revner.

Allerede mens vi gennemlever, og for nogles vedkommende gennemlider, den afsindige pandemi, som lukker stater på stribe, kaster aktiemarkeder i frit fald og får dommedagsklokkerne til at bimle, er det muligt at tage bestik af det, som vakler og falder, og det, som står klippefast,mens jorden skælver.