Et af de største temaer i engelsk litteratur fra det 19. og tidlige 20. århundrede er arv. Romaner fra Jane Austens Stolthed og fordom over Charles Dickens’ Vor fælles ven til E.M. Forsters Howards End kredser om arvespørgsmål, og det er ikke så mærkeligt. Forfatterne var interesseret i arv, fordi overførsel af rigdom fra én generation til den næste spillede en enorm rolle i britisk økonomi i perioden, og meget tyder på, at vi igen har taget hul på en arvens tidsalder i England – og at dansk kultur følger med.

Tag nu Edward St. Aubyns romaner om Patrick Melrose, der tegner et dystert billede af aristokratisk arv i det 21. århundrede, som under overfladen er præget af seksuelle overgreb, stofmisbrug og vanrøgt. Lucinda Rileys populære romanserie om de syv søstre Maia, Alcyone, Asterope, Celaeno, Taygete, Electra og Merope (opkaldt efter Plejaderne), der alle sendes på jagt efter deres biologiske ophav og kulturelle arv, da deres mystiske adoptivfar dør, er mindre kritisk i behandlingen af arv som motiv. Men fælles for de to serier er, at forfatterne især bruger motivet til at undersøge, hvordan den arv, vi bærer rundt på, er med til at forme os som mennesker.