Forfatter, fortæl mig ingenting om dig selv

For det første: Hvis jeg nu foreslår og i løbet af få uger får gennemført, at influencere fra nu af hedder indflydere, gør jeg mig så ikke fortjent til at modtage en sprogpolitisk medalje, af bølgepap mindst, af ham kulturminister Jakob? For synes de ikke umærkeligt at flyde ind allevegne, indflyderne?

For det andet: Har jeg intet problem med, at bogskrivende indflydere pure nægter – som det fremgår af Andreas Hagemann Esbjørnsens grundigt frustrerede artikel om emnet her i avisen – at lade sig interviewe om de bøger, de af profitpotentialet føler sig forpligtet til at skrive – eller i nogle tilfælde lader skrive via spøgelsesforfattere.

De siger nej naturligvis, fordi de har råd til det; omtale i traditionelle, sekelgamle medier betyder intet, zero, for deres bøgers udbredelse. Og lad endelig tavsheden blive gensidig. Ingen grund til at spejle forlagenes spekulation i automatisk følgerinteresse, som når for eksempel Berlingske hidsigt anmelder et indflyderværk til en enkelt stjerne. Svup, svup – og indflydere bliver udflydere, i den borgerlige offentligheds lilleputrepublik i det mindste.

Men gid dog gode, rigtige forfattere – ja ja, dette er Snapchat for snobber – havde råd til også at holde mund, når medierne kommer rendende for at høre om, hvad af liv og samfund deres bøger handler om. Og bare hvad de sådan helt uafhængigt af deres bøger kan fortælle om deres liv og samfundet, og hvad de helt ud i det blå mener om ting og sager – alt andet, end hvordan bogen handler med sproget som litteratur. 

De er forfatterplagere, kulturjournalisterne, og forfatterne lader sig plage, fordi de med deres exceptionelle forestillingsevne faktisk evner at forestille sig, at der er en bio- og aerodynamisk gulerod at bide i for enden af båndsløjfen.

SE BARE TIL en gennemgribende litterær favorit som Harald Voetmann, der blev kæmpemæssigt interviewet i Politiken den anden dag i anledning af sin nye – for mig paradoksalt skuffende – kæmpestore roman, Lysmesse. 

Tidligt proklamerer intervieweren lumsk, at Voetmann er »en forfatter, der går i en stor bue uden om tidens populære autofiktion og i stedet rækker gennem tiden og finder hændelser og personer, som spejler os i dag og vores verden nu og her«. 

Han skriver ikke om sig selv, men, pyh, selvom han skriver om old- og fortider, skriver han i virkeligheden om os og verden, ahr! Men kan vi ikke alligevel høre lidt, gerne alt, om hans konkrete person og inderlige biografi, thi: »Hvem er han under den Fedora-hat?«

Jo jo, detaljeret beskrivelse af forfatterperson, hat på hat på hat, og forfatterhjem følger og derpå den hele hårde livshistorie som et kort, hektisk referat af den store autofiktive roman, Voetmann aldrig kommer til at skrive, men som Theis Ørntoft netop har skrevet om sit hårde liv under titlen Habitat. 

I skolen var Harald »'en forvirret lille møgunge, som havde ret svært ved at sidde stille og høre efter', og selv om han havde venner, følte han sig som en mærkelig outsider«.

Det er stærkt rørende læsning, men også stærkt anfægtende, fordi den kun muliggøres af djævlekontrakten med opmærksomhedsøkonomien, apropos den megen djævleindblanding, som fremhallucineres i selve Voetmanns roman. 

I mangel på enstemmig stilleleg er det til hver en tid smartere som Ørntoft at spilde alle bønnerne på egne kunstneriske præmisser i romanpærevællingen, der til sin overflod også indeholder alle meningerne, således at interview fuldstændig overflødiggøres: Romanen som et selvdetonerende selvinterview, som det er overladt anmelderne, de arme djævle, at finde hoved og hale i. Tak for tilliden!