Reaktion. Nu bliver Danmarks første og største Fosse-læser belønnet for sin vedholdenhed. Arild Batzer har igen demonstreret sin næse for verdenslitteratur.
»Før prisen solgte jeg 250 eksemplarer af hver bog«
Det er ikke kun den norske forfatter Jon Fosse, der kan juble over at have modtaget verdens største litteraturpris, Nobelprisen i litteratur 2023, for sit »nyskabende skuespil og prosa, som giver stemme til det uudsigelige«. Danmarks største og første Fosse-læser kan også være tilfreds.
Arild Batzer er selv fra Norge og udgiver Jon Fosses bøger på sit forlag, Batzer & Co. Og så har han været på Fosses hold hele vejen:
»Jeg udgav den første Fosse-roman, Morgen og aften, i 2001. Det er 22 år siden nu. Siden har jeg udgivet alle hans i alt 13 bøger.«
Men det holdt hårdt. Fosse fik først sit store gennembrud i 2015, da han modtog Nordisk Råds litteraturpris for de tre små bøger kendt som Trilogien. Arild Batzer var fem år i forkøbet og udgav bøgerne allerede. Dengang solgte hvert bind kun 250 eksemplarer, men med Nordisk Råds litteraturpris begyndte Fosses sejrsgang, fortæller Batzer:

»Med Nordisk Råds litteraturpris fik Fosse sit gennembrud i Danmark – ikke bare i Danmark, men også i Norge. Salget for Trilogien blev tidoblet. Og de tre bøger solgte pludselig sammenlagt 7.500 eksemplarer.«
Morgen og aften, som Arild Batzer selv betegner som Fosses bedste bog, har dog ikke fået sit gennembrud i Danmark endnu:
»Bogen havde vist et oplag på et par tusind eksemplarer, og i forlaget har vi stadigvæk nogle eksemplarer tilbage i dag fra dengang, som ikke er solgt endnu.«
– Hvad skyldes det, at Fosse måtte vente så længe på sit gennembrud? Skiller han sig ud i forhold til andre norske forfattere?
»Jon Fosse har en særlig stil med sine evige gentagelser. Han deler vandene med dem. Nogle elsker ham, andre hader ham. Og så skriver Fosse eksistentiel litteratur. Det er ikke opbyggelige og gode historier. Han skriver anderledes. Det handler om liv og død, og hvad meningen med livet er. Det er ikke underholdende i en almindelig forstand, så som læser skal man også selv investere noget tid i det.«
Og det er der heldigvis læsere, der gør, fortæller Batzer:
»Jeg kan huske, der var en læsekreds ledet af en præst i Roskilde Domkirke, som læste Septologien. Jeg var selv med nogle gange og fortalte om Fosse. Her oplevede jeg vidt forskellige mennesker, som endte med at synes, at det var nogle fantastiske bøger. Anmeldelserne dengang var også forbeholdne i starten. Men endte med at rose bøgerne.«
– I Det Svenske Akademis begrundelse for at give prisen til Fosse fremhæver de også hans karriere som dramatiker. Er det noget, der overrasker dig?
»Nej, Fosse var meget brugt som skuespilforfatter i verden – men ikke i Danmark. I starten var han en større skuespilforfatter end prosaforfatter. Han sled sig selv op med at tage til teaterpremierer rundtom i verden, men når festivitas var ovre, tog han tilbage til hotelværelserne, ensom og forladt. Det betød, at han begyndte at drikke en hel del.«
– Alkohol og druk er et element i Fosses forfatterskab. Stammer det fra hans egne erfaringer med alkoholen fra dengang?
»Ja, Fosse vendte tilbage til prosaen og skrev om alkoholisme og druk i Septologien som en slags bearbejdning af sine egne oplevelser fra tiden i teaterverdenen.«
Batzer & Co. har base i Roskilde, og Arild driver det med få ansatte og hjælpere. Men trods forlagets beskedne størrelse har de ikke haft problemer med at ramme plet, når det kommer til stor litteratur:
»Det er sjette gang, at en af mine forfattere bliver tildelt Nobelprisen i litteratur. Første gang var i 2002 med Imre Kertész, så vandt Herta Müller i 2009, Mo Yan i 2012, i 2019 vandt Peter Handke og Olga Tokarczuk – vi er vistnok det eneste forlag i verden, der udgiver dem begge – og nu bliver Jon Fosse altså vores sjette vinder med årets pris. Det kan man godt være bekendt.«
Del: