Slutspil. »Mennesker elsker fodbold, fordi spillet styrker troen på, at vi faktisk kan skabe en vis orden,« skriver Sørine Gotfredsen i femte og sidste bidrag fra det danske forfatterlandshold.
Fodboldspillets tæppefald
Illustration: Lars Vegas Lars Vegas Nielsen/weekendavisen 2021
Når man tænker tilbage i tiden, erindrer man måske øjeblikke, der forvissede én om, at man elskede fodbold. Her tænker jeg ikke så meget på følelsen af selv at være til stede på det grønne græs, skønt den er uforlignelig og kan blive hos én som en erfaring af usårlighed, man har svært ved at opleve på anden vis. Der er noget særligt ved det græs og duften fra det. Nej, jeg tænker i stedet på øjeblikke, hvor man så andre optræde på fodboldbanen.
Selv husker jeg en VM-kamp i 1986, hvor tyskerne mødte Uruguay, tror jeg, det var, og landstræner Franz Beckenbauer 20 minutter før tid sendte den erfarne kaptajn Karl-Heinz Rummenigge på banen. Han var på det tidspunkt 31 år gammel og udstrålede så stor autoritet, at den for nylig afdøde fodboldekspert Tommy Troelsen på DR-skærmen bemærkede, at Karl-Heinz Rummenigge først og fremmest blev sendt på banen for at sprede »skræk og rædsel«. Det gav stor mening i mine ører. Karl-Heinz Rummenigge luntede ind på banens midte, hilste på tilskuerne med en rolig løftet hånd og sendte kort efter et langskud afsted, der strøg lige over mål. I de sekunder vidste jeg, at jeg bare elskede fodbold, og at det havde at gøre med begrebet livskraft. Med få bevægelser udstrålede Karl-Heinz Rummenigge nemlig dette til overmål.
Del:
