Dengang verden endnu var rund og af læder

»Als das Kind Kind war,« skrev Peter Handke i 1986, og nu fortsætter jeg:

Da Madamen var dreng, stod han op og klædte sig på, han spiste sin yoghurt med jordbær, han børstede sine tænder med Colgate og cyklede til skole, og i hvert eneste frie kvarter spillede han fodbold med skoleinspektørens datter »Charlie« og de andre drenge ude i den asfalterede gård på de små tunge jernrørsmål med gitternet eller bare mellem to af stolperne, der holdt halvtaget oppe; da Madamen var dreng, ringede det ud, og han cyklede hjem og spillede videre op ad carporten, helt alene med sig selv var han nu, og der var ingen tid, og den var endeløs, da Madamen var dreng, var verden endnu rund og af læder, solen var Brasilien og stjernerne Francisco Marinho, Cruyff og Geoff Hurst, der var træning hver mandag og onsdag og kamp i weekenden, mod Bellinge, Bolbro eller Brændekilde, mod Nr. Lyndelse, Nørre Broby, Nørre Alslev og Hillerslev, der tumlede omkring i sorte og gule striber, som bierne, selv var hun en »spinkel og alt for følsom« dreng i grøn trøje og lange sure strømper og benskinner, der altid sad løst og skrabede og skarvede, og det var den værste tortur. Da Madamen var dreng, spillede alle de andre drenge på holdet, selv Charlie, der hed Charlie, selvom hun var en pige, fordi der, dengang Madamen var dreng, ikke måtte være piger med i turneringen, så Charlotte, der altid og overalt var en af de bedste og snart danmarksmester (i bordtennis), var nødt til at være en dreng, og selv han spillede i Adidas eller Puma-støvler, uden eller sågar med skruedupper, men det fik hun aldrig, Madamen, dengang hun var dreng, løb hun alene omkring i Gola-støvler. »Gola?« Ja, den slags fandtes, da Madamen var dreng, var hun ikke udenfor, men altid lidt i udkanten, yderst på fløjen som venstre wing, Gud ved hvorfor, måske var det noget med benet, som nu Madamen var drengen højrehåndet, men venstrebenet, »det kan ikke være rigtigt«, nej, han var nok lidt uvirkelig, som englene, uden jordforbindelse, og menneskesky, eller bare lidt bange, for kroppen, den fremmede fra Brylle eller Allested med dens fremmede lugt af sved og dyr i en stald. Da Madamen var dreng, svedte hun aldrig en dråbe, hun driblede udenom og løb fra kroppen, sveden og sammenstødet i tacklingen, hurtigt løb hun, hurtigere, lige til linjen, så skød hun, »ind over!«, til Jens Jægerholm, der var centerforward, eller gik selv. Da Madamen var dreng, var spillets bevægelse, boldens flugt og klodens rullen over grønsværen én bevægelse, en eneste levende, springende, skruende vidunderlig uforudsigelig sætning, smerten i vristen, når hun ramte den rent, øjeblikket, det øjeblik i semifinalen mod Fjordager under OBs årlige storebededagsstævne, hvor hun scorede fra tredive meters afstand direkte på frispark, begået mod hende selv, selvfølgelig, »jeg tar!« sagde drengen, »okæ«, sagde Jens, eller måske var det Sandy, han kom først på banen i fjerde som forstopper ude fra Næsby eller Fraugde, hans far, der også hed Sandy, var tidligere forstopper på 09ernes førstedivisionshold. Da Madamen var dreng, spillede de lige op med de største, you name them, KFUM, på udebane! Og efter kampen blev hun og Sandy og så Palle Jørgensen, der var ude fra Fangel, solbrændt og elegant som Finn Laudrup fra Brønshøj og ligesom ham spillede de uden benskinner med strømperne rullet ned om anklerne, trukket til side af hjemmeholdets trænere og tilbudt at veksle til KFUM og komme direkte på holdet og takkede NEJ! Da Madame var dreng og ovenikøbet lilleput, var hun i Holland og deltog i en international turnering som venstre wing på det danske landshold, eller måske var de bare danske mestre, det troede hollænderne i hvert fald, ingen kunne forklare hvorfor, de tabte knebent 1-0 til PSV Eindhoven og knap så knebent 15-0 til Ajax. Da Madamen var dreng, skød han næsten halvdelen af Fangels mål, den bedre halvdel scorede Jens og fik for hvert eneste en skinnende eller snarere fedtet fed femmer lige op af den handelsrejsende far Jægerholms grå gabardinebukselomme. Og Madamen? Fik ikke en øre. Dengang hun var dreng, stod alle de andres fædre på sidelinjen og røg cerutter og råbte op eller »tebage, for-ind-i-hælvedes!«, »indo’er!«, »skyj!«, den eneste far, der aldrig stod blandt fædrene ude på (og for hvert angreb lidt længere inde over) sidelinjen, var drengens, han løb omkring midt inde på banen, thi han var dommeren selv, i hvert fald i hjemmekampene ude på Fangel Stadion eller bare oppe på en af banerne bag hallen, ikke at han var Gud, det var han selvfølgelig, og som Han hed han Far og var ikke bare dommer, men også træner for hele holdet.