Fredensborg Slot. Helt tæt på håndværk, detaljer og perspektiver, forgyldninger og udskæringer, lofter med engle og dørstykker med antikke guder. Et originalt værk om levende historie.
Fin stil i 300 år
J. Henriette Linnemann og fotograf Henrik Wichmann: Fredensborg Slot. Kongelige rammer. 408 sider farveillustreret storformat. 499,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
Alle kender Fredensborg Slot, som det ligger for enden af den lange Slotsgade i den lave by Fredensborg; strengt symmetrisk virker slottet med den store kuppel i midten, hvidt og kobbergrønt, på én gang let og formelt at se på. Offentligheden har adgang til den store have, og vi har set billeder fra de vældige bryllupsfester i kuppelsalen med det himmelhøje loft og det sort-hvide stengulv, men resten af slottets indre er om ikke akkurat en hemmelighed, så dog nærmest privat; Hendes Majestæt Dronningen bor her i lange perioder, særligt om sommeren. Så patruljerer Livgarden, og ambassadører fra fremmede lande kommer for at aflevere deres akkreditiver; men på en lille terrasse ud mod haven drikker Dronningen sin morgente, hvis vejret er til det, og hun har havehandsker og rosensaks liggende klar til brug.
Del: